Dansk Videnscenter for Stammen

Forside

Materialer: Foldere

En folder om stammen i skole og uddannelse

Denne folder henvender sig til lærere i skolen og ved ungdomsuddannelserne, pædagoger og studievejledere samt elever, der stammer.


Generelt om stammen

Stammen begynder som regel i 2-5 års alderen, hvor udviklingen af tale og sprog er på sit højeste. 4-5% af alle børn i denne aldersgruppe stammer i en periode, de fleste ophører spontant, men nogle fortsætter med at stamme.

Cirka 1% af befolkningen stammer. Der er flere mænd end kvinder, der stammer. Man kender ikke årsagerne til stammen, men man mener, at der kan være arvelige, biologiske, tale-sproglige og psykosociale faktorer involveret i stammens opståen og udvikling.

Stammen kan opdeles i en ydre stammen og en indre stammen. Den ydre stammen er de hørbare stammesymptomer og synlige medbevægelser, den indre stammen er de følelser og begrænsninger som den ydre stammen fører med sig i form af angst, undgåelse og mindreværdsfølelse.

Til sidens top

Stammesymptomer

Hos små børn er de typiske stammesymptomer mange stavelsesgentagelser, forlængelser af lyde og kortere eller længere blokeringer af ord og lyde. Stammesymptomerne fremtræder forskelligt fra barn til barn.

Større børn er bevidste om deres egen stammen, hvilket medfører et ændret symptombillede. Stammen er nu ofte kendetegnet ved flere blokeringer, større spænding i hals og krop, medbevægelser (af f.eks. arme og ben), undgåelse af bestemte ord og situationer og angst for at stamme.

Hos unge og voksne stammere er symptombilledet yderligere ændret ved, at den indre stammen  ofte er blevet det største problem. De ydre symptomer afspejler dette, således at gentagelser, forlængelser og blokeringer bliver hårdere og mere fastlåste og kommunikati-onskrævende situationer søges undgået.

Til sidens top

Konsekvenser af stammen

Stammen påvirker kommunikationen, samværet med andre mennesker og stammerens oplevelse af sig selv. Dette medfører ofte problemer med at deltage i den mellemmenneskelige kommunikation såvel i familien og vennekredsen som i skolen og fritiden. Med tiden kan stammen også påvirke områder som uddannelsesvalg, jobmuligheder og forholdet til det modsatte køn. Stammen kommer hermed til at påvirke stammerens hele livssituation. For nogle gælder det, at stammen med tiden kan udvikle sig til at blive et meget alvorligt handicap.

Til sidens top

Eleven, der stammer

Mange børn og unge med stammeproblemer gør ofte alt for at undgå at sige noget i klassen/skolen. Det at stamme, mens hele klassen hører det, og alle venter på, man bliver færdig, er så pinligt, frustrerende og skamfuldt, at de fleste "vælger" at brænde inde med deres viden, ideer og kommentarer!

Også venskaber og frikvarter med skolekammeraterne kan være besværlige. Det er ofte svært for stammeren at tage ordet og snakke om løst og fast, fortælle en god historie eller en vittighed i klassen eller i frikvarteret.

For nogle kan skoletiden gå hen og blive et sandt mareridt, hvis der ikke gøres noget ved problemet.

Til sidens top

Man kan sige, at eleven behøver hjælp:

  • når den ydre stammen forhindrer eleven i at kommunikere frit i klassen/frikvarterene
  • når stammen gør, at bestemte situationer frygtes, f.eks. oplæsning eller at give sig til kende ved håndsoprækning
  • når stammen styrer elevens valg, f.eks. at han/hun ikke deltager i diskussioner i klassen eller vælger skriftlige frem for mundtlige prøver
  • hvis stammen holder eleven uden for fællesskabet i klassen
  • hvis stammen gør, at eleven ikke deltager i fælles aktiviteter i klassen, f.eks. teater
  • hvis stammen tvinger eleven til at opføre sig på en uhensigtsmæssig måde, f.eks. at spille klassens "klovn" eller være den "stille" elev


Til sidens top

Lærerens rolle

Det er vigtigt at læreren tør snakke med eleven om stammen. Kun ved fælles indsats kan der sørges for, at de foranstaltninger, der hjælper den stammende elev, bliver gennemført.

Noget af det vigtigste, du som lærer kan gøre, er derfor:

  • at tale med eleven om stammen, specielt hvis han/hun bliver drillet, føler sig udenfor etc.
  • at spørge eleven om, hvad der vil gøre det lettere at tale i klassen i forskellige faglige situationer, udenfor klassen, etc.
  • at sørge for at der er tid nok til at tale
  • at hjælpe eleven med at få øje på hans/hendes stærke sider

Til sidens top

Man kan gøre noget ved stammen

Logopæder (talepædagoger) yder rådgivning, vejledning og behandling til mennesker, der stammer. Jo tidligere indsats jo bedre!

Behandlingen hos logopæden foregår individuelt og/eller i gruppe. Man taler om stammen og om det at kommunikere, og der arbejdes ofte med taleteknikker og de følelsesmæssige reaktioner på stammen.

Det er ikke så tit, at større børn og unge holder helt op med at stamme. Men ved at deltage i stammebehandling, kan eleven lære at tackle sin stammen på en bedre måde og ændre sin måde at stamme/tale på, således at kommunikationen kan foregå på en mindre anstrengt og mere flydende og hensigtsmæssig måde. Ofte medfører behandlingen ændringer i stammerens selvopfattelse, således at begrænsninger, som stammeren tidligere har pålagt sig selv, overskrides.

Til sidens top

Hvor kan man henvende sig?

Er eleven i den undervisningspligtige alder, kan man henvende sig til skolens logopæd  (hvor dette findes) eller på sin kommunes Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR). Er eleven over den undervisningspligtige alder, kan man henvende sig på det kommunale/regionale taleinstitut/kommunikationscenter.

Til sidens top

Rådgivning, vejledning og behandling er gratis.

Logopæden  vil kunne give yderligere information om stammen og rådgive og vejlede lærere og skole.

Til sidens top

Yderligere oplysninger

Udover denne folder findes der en pjece om stammen i skolen og ved ungdomsuddannelserne. Folderen og pjecen indgår endvidere samlet i en informationspakke for lærere, der bl.a. også rummer kommenterede uddrag af interview med elever, lærere og forældre og en mere uddybende orientering om stammeproblematikken. Pjecen og informationsmaterialet kan købes hos Dansk Videnscenter for Stammen. Se adressen her .

Dansk Videnscenter for Stammen og på stammen.dk kan man indhente yderligere oplysninger om stammen.

Til sidens top

© Dansk Videnscenter for Stammen