Materialer: Artikler og oplæg
Forebyggelse af stammen i Danmark
af Per Fabæch Knudsen (In english)
Oplæg holdt på den 4. Verdenskongres for mennesker, der stammer, Linköping, august 1995
Indledning
Jeg begyndte at stamme, da jeg var 3 år gammel. Hvis man spørger mine forældre, kan de fortælle, at jeg begyndte at stamme efter jeg faldt ned fra en vindueskarm og fik en potteplante i hovedet. Selv mener jeg at stammens årsager er meget mere komplekse. Men det er en anden historie.
Der blev ikke gjort noget ved min stammen på det tidspunkt. Den generelle holdning på den tid var, at stammen nok ville forsvinde af sig selv inden jeg begyndte at gå i skole.
Da jeg var 6 år gammel og skoletiden nærmede sig, henvendte mine forældre sig til taleinstituttet, for at høre hvad de skulle stille op med min stammen. De fik at vide, at der ville være en talepædagog, der ville tage sig af problemet, når jeg begyndte at gå i skole.
Ved en skolemodenhedsprøve næsten samtidig blev jeg bedømt til ikke at være skolemoden, hvorfor det blev anbefalet, at jeg skulle begynde i skolen 1 år senere. Da jeg har fødselsdag i oktober og skolen i Danmark starter i august, var jeg altså næsten 8 år da jeg begyndte at gå i skole - og jeg havde stammet i 4-5 år.
Efter et stykke tid i skolen blev jeg henvist til talepædagog. En sød dame, hvor jeg kom en gang om ugen og lavede vejrtrækningsøvelser, stemmeøvelser, afslapningsøvelser -og da jeg blev lidt større læste jeg også højt af nogle tekster, hun valgte. Da jeg blev endnu større, diskuterede vi også nogle af de tekster, hun valgte, der ofte var af indisk filosofisk art.
Problemet med behandlingen var - set i bakspejlet - at der ikke blev snakket om stammen. Mine følelser og oplevelser omkring stammen var ikke på dagsordenen. Stammen blev faktisk aldrig omtalt hos talepædagogen. Det var som om den ikke eksisterede for mig - eller i hvert fald var det noget, der ikke vedkom mig. Til gengæld vidste jeg, at talepædagogen talte med mine forældre og min lærer om min stammen. Og selvfølgelig vidste talepædagogen, læreren og mine forældre, at jeg vidste, at jeg gik til talepædagog, fordi jeg stammede.
Min stammen var altså tabu. Der var en tavshedens sammensværgelse rundt omkring min stammen - en sammensværgelse som jeg også selv deltog i. Jeg fortalte aldrig nogen om min stammen. Til gengæld prøvede jeg at gøre alt for ikke at komme til at stamme. Det var svært i mange situationer, men i nogle situationer lykkedes det for mig at undgå stammen. Nogle af de bevidste strategier, jeg brugte var, at sætte en lyd foran det ord jeg ikke kunne sige uden stammen (mit navn for eksempel, så jeg kom til at hedde æh-per istedet for Per), at spille klovn i klassen når vi fik en vikar, at ændre min stemme så jeg kom til at tale med dialekt, eller at undgå situationer, jeg vidste jeg ikke kunne klare uden stammen.
Disse strategier er ikke specielle, men sikkert meget almindelige for stammere fra min generation. Resultatet var, at jeg i mange situationer kunne være sammen med mennesker uden at stamme, men jeg kunne ikke være sikker på at jeg kunne undgå stammen hele tiden. Det medførte, at jeg indsnævrede mit livsrum. Det var stammen, der valgte for mig - og valgene blev snævrere og snævrere. Da jeg var 27 år tog jeg mig selv i kraven og meldte mig på taleinstituttet. Jeg havde begrænset mig selv så meget, at jeg enten måtte gøre noget ved mit stammeproblem eller indse, at jeg skulle leve som et socialt invalideret menneske - måske resten af mit liv. Jeg valgte som sagt at gøre noget ved det, meldte mig på taleinstituttet og startede bl.a. en selvterapigruppe. Senere modtog jeg såvel talepædagogisk behandling som psykologisk behandling således at jeg idag har et rimeligt afslappet forhold til min stammen.
I mellemtiden var jeg begyndt at studere psykologi på Københavns Universitet, og i min praktiktid var jeg på et skolepsykologisk kontor, hvor jeg bl.a. var med en talepædagog ude og se ham behandle en dreng på ca. 10 år som stammede.
Det gav mig et kæmpe chock. At se en dreng blive udsat for den samme behandling, som jeg var blevet udsat for tyve år tidligere, var chokerende. Var der da ikke sket noget i de tyve år. Ku' talepædagogen da for pokker ikke se, at det han gjorde ved drengen på ingen måde var drengens behov han opfyldte? Drengen var lige så ilde stedt efter behandlingen som før - måske endog værre, for endnu et håb om, at denne gang måtte der da vel komme noget ud af en behandling, var mislykkedes.
Opstartsfasen
Når jeg sådan beretter lidt om min egen stammebaggrund og for min oplevelse med drengen, der stammede, 20 år senere, er det dels for at fortælle, hvad der har drevet mig i mit arbejde omkring stammeproblematikken, og dels for at fortælle lidt om, hvordan man har set på stammen igennem de 41 år, jeg har levet. Holdningen var, at man skulle ikke gøre barnet opmærksom på, at det stammede. Så ville stammen måske gå over af sig selv - det gjorde det jo i de fleste tilfælde, var erfaringen. Problemet var bare, at de børn, der fortsatte med at stamme, var dårligt hjulpet med med denne holdning.
I 1980 blev særforsorgen i Danmark udlagt til amterne og kommunerne. For stammeområdet betød det, at de skolepsykologiske kontorer i kommunerne i princippet skulle tage sig af stammebehandling af alle fra 0-18 år, mens amterne skulle tage sig af behandling af stammen hos voksne samt de børn imellem 0-18 år, som kommunerne ikke selv var i stand til at klare.
I praksis var det sådan, at man stort set ikke tog sig af børn i førskolealderen, der stammede, men henviste til den lærdom, man havde fået, at man skulle vente og se tiden an indtil barnet kom i skole. Og når barnet så kom i skole, var behandlingen oftest som den jeg oplevede i min barndom, og som jeg så gentaget 20 år senere, da jeg var i praktik som psykologi-studerende: ubrugelig for den, der stammede.
Den generelle holdning blandt fagfolk i Danmark på dette tidspunkt var altså, at man skulle vente at se tiden an. Denne holdning var af den grund også udbredt blandt pædagoger, læger, lærere og andre, der professionelt har kontakt med børn. Holdningen byggede selvfølgelig på den viden man havde - og den viden man havde var en forvansket udlægning af Wendell Johnsons diagnosogene teori, der kort fortalt gik ud på, at stammen opstår som en reaktion på den normale ikke-flydende tale, som de fleste børn har i deres normale tale-sprogudvikling. Det forvanskede gik på, at Wendell Johnson selv skelnede mellem begyndende stammen og normal ikke-flydende tale, og at han selv behandlede stammen hos små børn.
I 1986 deltog jeg i en Undervisningsministeriel konference om stammen hos børn med ca. 35 talepædagoger og psykologer fra hele Danmark som deltagere. De var blevet specielt indbudte på baggrund af deres arbejde indenfor stammeområdet. Her blev tidlig indsats diskuteret. Men begrebet "tidlig indsats" blev forstået forskelligt. Hos nogle få var tidlig indsats en indsats der blev gjort ved børn ned til en 3-4 år, mens det for de fleste andre var en indsats overfor børn på 5-7 år eller større. Og tidlig indsats var som oftest samtale med forældre, sjældent direkte behandling af barnet. Faktisk var det meget få steder i Danmark, der ydede en tidlig indsats over for de helt små børn.
Konferencen var begyndelsen til en lang række overvejelser for mig. Det var helt logisk, at en indsats, der tidligt tog fat i de uhensigtsmæssige reaktionsformer, som børn, der stammer, blev udsat for, ville kunne ændre udviklingen for det enkelte barn og måske hindre en egentlig invaliderende stammeudvikling. Spørgsmålet var bare, hvordan kunne man gøre op med den udbredte holdning af "vente og se tiden an", der var direkte ødelæggende for den logiske opfattelse med tidlig indsats? Danske talepædagoger arbejder typisk med mange forskellige tale-sproglidelser, og stammen er kun en lille gruppe blandt deres "brugere". Almindeligvis har talepædagoger i skolesystemet kontakt med så få stammere i deres arbejde, at de sjældent når at få nogle egentlige praktiske erfaringer med behandling af stammen. Og de fleste talepædagoger har meget travlt i deres daglige arbejde, så det kunne ikke forventes, at holdningen ville blive ændret fra den kant. Et andet problem er, at danske talepædagoger sjældent skriver om deres arbejde - og meget sjældent når ud over deres fagblad. De gange i de år, hvor talepædagoger skrev om tidlig indsats overfor stammen hos småbørn kan tælles på én hånd - og blev sandsynligvis af de fleste betragtet som nogle enkelte særligt priviligerede talepædagogers helt specielle særlige forudsætninger for at arbejde med småbørn - og absolut nogle beskrivelser, der ikke kunne generaliseres og bruges af andre end de få udvalgte.
Det slog mig, at jeg kunne måske gøre noget i denne forbindelse.
Børnestammeprojektet
På samme tid var jeg i bestyrelsen for den danske stammeforening og snakkede ofte med en, der også var i bestyrelsen, og som var ansat som projektmedarbejder på Aalborg Universitet. Han var selv stammer og havde også en søn, der stammede. Han havde læst en amerikansk artikel om tidlig indsats overfor stammen hos småbørn. Desuden var han næsten færdig med det projekt, han var ansat til, og dermed på vej ud i arbejdsløshed. Han havde nogle erfaringer med eksterne projekter på Aalborg Universitet og vidste, hvordan man kunne få gjort dem interesserede i at tage et projekt til sig. Vi fik så den geniale idé, at vi ville starte et projekt om forebyggelse og behandling af stammen hos små børn, som vi ville søge penge til af private fonde. Projektet skulle have til formål at indsamle, bearbejde og formidle viden om forebyggelse og behandling af stammen hos småbørn. Idéen var at indsamle al den tilgængelige viden, bearbejde den til danske forhold og formidle denne viden til en bred kreds af modtagere: talepædagoger, pædagoger, læger, forældre etc.
Det var i 1987. Vi søgte penge fra 50-60 fonde - og fik afslag på afslag. Samtidig var jeg ved at blive færdig som psykolog, og jeg havde planlagt, at jeg ville rejse ud i verdenen alene, væk fra min kæreste, væk fra mit daglige liv. Det var en stor udfordring for mig som jeg ville gennemføre. Min kæreste ville også rejse, så det passede fint at hun ville til Japan og jeg ville til USA. Det var så her jeg fik endnu en genial idé. Jeg kunne jo kombinere min tur til USA med besøg på nogle af de amerikanske universitetsklinikker, der havde tidlig indsats på programmet. Via en kontaktperson i den danske stammeforening fik jeg fat i programmet for den efterfølgende ASHA-konference, hvor jeg fandt de abstracts der var omkring forebyggelse og behandling af stammen hos småbørn. Abstracts'ene gav også information om hvor forskningen/behandlingen var blevet foretaget, og igennem biblioteket på den amerikanske ambassade i København fik jeg fat i adresserne. Jeg skrev til dem og spurgte om jeg måtte komme og besøge dem og fik mange positive svar tilbage.
Jeg besøgte 6 universitetsklinikker i USA i foråret 1988 og fik mange informationer og idéer og meget materiale med hjem. Lige før jul 1988 fik vi at vide, at vi fik penge til selve arbejdet i vores projekt. Efterfølgende fik vi penge til de materialer vi havde planlagt at lave som en del af resultatet af projektet. Selve projektet startede 1. marts 1989, og varede 20 måneder.
Projektets resultater udmøntede sig i en bog, "Forebyggelse af stammen", som var beregnet for talepædagoger og psykologer, i en pjece, "Når det lille barn stammer", som var beregnet for forældre og pædagoger og en video, "Talelyst og stammeangst", der også var beregnet for forældre og pædagoger. Vi lavede desuden en lille folder, "Stammer det lille barn?" som var beregnet for forældre og som blev spredt ud via biblioteker m.m. Den database, vi havde opbygget med bibliografiske data samt korte abstracter af det, vi havde samlet og læst, blev udgivet i hæfteform. Den er siden primært blevet brugt af studerende. Endelig lavede vi en del kurser for såvel talepædagoger og psykologer som for pædagoger, sundhedsplejersker m.fl.
Hvis man skal gøre projektet op, må konklusionen være, at det har haft en stor betydning for ændring af holdningen i Danmark til, hvad man skulle gøre, når et lille barn var begyndt at stamme. Man kan også sige, at vi var så heldige, at projektet ramte ind i en spirende forståelse af, at "tidlig indsats" og "forebyggelse" er vigtige begreber -også i forhold til stammen. Der var nogle tendenser igang, og projektet har altså forstærket disse tendenser eller sat speed på disse tendenser. I hvert fald har vi fået den respons, at hvis ikke vi havde lavet projektet, så havde holdningen og forståelsen for vigtigheden af en tidlig indsats ikke været så udbredt blandt fagfolk og primære rådgivningspersoner, som det er tilfældet i dag.
Men hvad skete der egentligt? Allerede i 1988 i var Woody Starkweather i Danmark og lave kursus for omkring 30 danske talepædagoger og psykologer. Det var af stor betydning for det videre arbejde i projektet, at en så stor faglig kapacitet som Woody Starkweather kunne formidle budskabet om tidlig indsats på en så kompetent måde som han gjorde, til nogle af de danske talepædagoger, der var mest involveret i stammearbejdet i Danmark. Senere hen havde vi andre amerikanere ovre og berette om deres arbejde og erfaringer (Ed Conture og Ehud Yairi), og Woody Starkweather har siden været i Danmark i to omgange og afholde kurser. Sideløbende med dette havde vi fået Lennart Larsson, svensk logopæd, til at lave kurser i Danmark. Det var også af stor betydning, for Lennart Larsson gav på sin meget jordnære måde kursusdeltagerne indblik i hvordan, han arbejder med små børn. Det gav talepædagogerne mod på selv at prøve. Ialt havde vi mellem 500 og 600 talepædagoger og psykologer på kursus i de år vores kursusvirksomhed strakte sig over.
Denne kursusvirksomhed var sammen med bogen, vi udgav, det faglige element i projektet. Det var vigtigt for os at få fat i så mange fagpersoner som muligt, give dem en basisviden igennem kurserne og give dem mulighed for at vedligeholde denne basisviden igennem den bog, vi skrev.
En lige så vigtig del af projektet var formidling af viden til pædagoger, sundhedsplejersker, forældre m.fl. Idéen var, at den indsamlede viden skulle formidles dels igennem den pjece og den video vi lavede, dels igennem information fra talepædagoger og psykologer, der havde taget den nye viden til sig, og dels igennem kurser målrettet mod pædagoger og sundhedsplejersker. Projektet arrangerede et 1-dags kursus i alle amter for pædagoger og sundhedsplejersker, som jeg stod for, og ca. 500 mennesker deltog i disse kurser.
Efterhånden som projektet tog fart, kurserne var igang og materialet blev brugt, blev især den "lettere" uge- eller månedspresse interesserede i projektet, og det var med til at sprede det vigtige budskab om tidlig indsats endnu længere ud.
Tidlig indsats overfor børn, der stammer
Projektet anbefalede ikke nogle bestemte strategier for, hvordan man skulle yde den tidlige indsats overfor små børn, der stammede. Projektet beskrev vigtigheden af tidlig indsats og præsenterede forskellige forskeres og behandleres viden og erfaringer - og så var det op til den enkelte talepædagog at finde ud af, hvad han eller hun kunne bruge af denne viden, og så indpasse det i hans eller hendes behandlingsstrategi. Det betyder, at den tidlige indsats har mange forskellige udtryksformer i Danmark, der hvis det skal beskrives generelt, består af såvel en direkte som en indirekte stammebehandlingsdel. Den indirekte stammebehandling består af rådgivning og vejledning af forældre og eventuelt pædagoger og andre vigtige voksne for barnet. Den direkte stammebehandling er rettet mod børnene selv og består som oftest af samtale og indirekte påvirkning af stammesymptomerne under leg - det kan være i gruppe eller individuelt. I nogle tilfælde arbejdes der direkte med barnets stammesymptomer. Almindeligvis er det sådan, at jo yngre barnet er, jo mere indirekte er stammebehandlingen. Når barnet er lidt ældre, anvendes den direkte behandling oftere, men det er sjældent, at der blver arbejdet direkte med de ydre stammesymptomer.
Dansk Videnscenter for Stammen
I slutningen af projektperioden begyndte vi at tænke på hvad der så skulle ske. Projektet havde sat en proces i gang, men hvem skulle fastholde resultaterne og udvikle videre, når projektet var stoppet? I Danmark er systemet, som jeg tidligere var inde på, sådan, at børn, der stammer, henvises til behandling indenfor skolesystemet i kommunalt regi, mens unge og voksne henvises til taleinstitutter (eller kommunikationscentre) i amtsligt regi. Behandlingsstederne tilbyder behandling, rådgivning og vejledning. Der forskes ikke i stammen i disse systemer. Talepædagoguddannelsen foregår på undervisningsinstitutioner som Danmarks Lærerhøjskole og Københavns Universitet. Der er en potentiel mulighed for forskning indenfor stammeområdet på Københavns Universitet, men dels er uddannelsen her relativ ny, og dels foregår undervisningen her primært med eksterne lærere, der kun er timeansatte. Der er altså ingen universitetsstilling i stammen i Danmark!
Vi var altså igen nødt til at finde på en alternativ løsning - alternativ i forhold til det etablerede system. Den idé vi fik var at lave et "Center for Stammeforskning", der skulle have til formål at indsamle, bearbejde, udvikle og formidle viden om stammen. Vi fik stablet en arbejdsgruppe på benene, etableret en bestyrelse, søgt penge - men fik igen afslag på afslag.
Samtidig var der en diskussion i gang i Danmark om oprettelsen af videnscentre indenfor handicapområdet, som en konsekvens af at man i starten af 1980'erne havde decentraliseret det specialpædagogiske behandlingssystem. Man havde oplevet, at hvor der før i tiden var nogle få steder, hvor der var ekspertise indenfor nogle områder, så var denne ekspertise nu spredt ud, og dermed var der indenfor mange handicapområder ikke noget miljø, hvor udveksling af synspunkter og udvikling af viden kunne finde sted. Diskussionen havde foregået over en årrække, og på et tidspunkt kom stammeområdet også med i den diskussion. Det skyldtes primært, at "Center for Stammeforskning" havde sendt en ansøgning til Undervisningsministeriet og været til efterfølgende samtaler, og at en af Undervisningsministeriets folk var meget interesseret i stammeområdet. Han var samtidig med i den arbejdsgruppe, der var nedsat af Undervisningsministeriet, Socialministeriet, Amtsrådsforeningen og De Samvirkende Invalideorganisationer, til diskussion af videnscentre. Problemet med "Center for Stammeforskning" var fokus'et på forskning, hvor videnscentre primært skulle være formidlere af allerede eksisterende viden. Bestyrelsen for centret besluttede derfor at ændre navn til Dansk Videnscenter for Stammen, for at signalere, at centret ikke kun havde forskning på programmet.
Ved udgangen af 1993 blev det besluttet, at Dansk Videnscenter for Stammen skulle etableres under forsøg med videnscentre, der skulle strække sig over 3 år. Centret blev etableret med driftstilskud fra Socialmimisteriet og med mulighed for at søge om yderligere financiering af projekter og konferencer. Den 1. januar 1994 blev centret etableret, og har nu altså eksisteret i 1½ år. Der er 1½ år tilbage af forsøgsperioden, hvorefter der skal tages stilling til en eventuel fortsættelse af videnscentrene. Der er - tror jeg - ingen tvivl om, at videnscenteridéen vil fortæstte, spørgsmålet er bare om det bliver med den organisering, som vi kender i dag, eller om flere videnscentre bliver slået sammen til større enheder. Det vil jeg kunne sige noget mere om om 1½ år.
Dansk Videnscenter for Stammen har til huse på Danmarks Lærerhøjskole i København. Det er som sagt udddannelsessted for talepædagoger, der i Danmark er lærere, der tager en overbygning på deres læreruddannelse. Centret har to faglige medarbejdere, en psykolog og en audiologopæd, og en sekretær ansat. Herudover kan der ansættes projektmedarbejdere til konkrete projekter. I 1994 har centret haft tre projektmedarbejdere ansat i nogle måneder, det samme gør sig gældende i 1995 og lidt ind i 1996.
Centret har til opgave at indsamle, bearbejde, udvikle og - især - formidle viden om stammen og dens konsekvenser. Målgrupperne er talepædagoger og psykologer, der arbejder med stammen, stammere og pårørende til stammere, pædagoger, lærere og andre, der professionelt kommer i kontakt med mennesker, der stammer.
Videnscentret har valgt 3 indsatsområder, som man vil prioritere højt. Det første område er forebyggelse og behandling af stammen hos småbørn, hvor det gælder om at fastholde og udvikle de resultater, der allerede er opnået. Det andet område er skolebørn, der har været noget nedprioriteret i Danmark i de seneste år. Det tredje område er stammen og arbejdsmarkedet, hvor vi dels vil afdække de problemer, der er, og dels prøve at forbedre mulighederne for mennesker, der stammer igennem informationskampagner.
Da mit indlæg primært handler om forebyggelse af stammen, skal jeg i det følgende fortælle lidt om de aktiviteter vi har i gang eller har planlagt omkring tidlig indsats.
Videnscentret står til rådighed for alle talepædagoger og psykologer, der arbejder med børn, der stammer. De kan ringe til os og få oplysninger om specifikke forhold, henvisninger til litteratur om specielle emner, oplysninger om videoer der findes etc. Herudover er der mange forældre, der ringer til os, og spørger hvad de skal gøre. Vi kan ikke selv tilbyde behandling, men henvise til talepædagoger i forældrenes kommuner. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, kan vi oplyse om andre muligheder, f.eks. i amtet eller i andre amter. Vi kan også fortælle, at der indenfor den danske stammeforening er en aktiv forældregruppe, som de kan henvende sig til, hvis de vil tale med forældre i samme situation, som dem selv.
Da vi har erfaret, at der stadig er mange talepædagoger rundt omkring i kommunerne, der føler sig usikre, når de står overfor et barn, der stammer, har vi etableret et netværk af stammebehandlere, der skal kunne rådgive, vejlede og supervisere talepædagoger og psykologer, der har behov for hjælp. Der findes netværkspersoner i hvert amt. Formålet med netværket er først og fremmest at sikre, at børn, der stammer og deres forældre kan få en kvalificeret vejledning, rådgivning og behandling ligemeget i hvilken kommune eller amt, man bor i - så tæt på barnets nærmiljø som muligt.
Formålet er endvidere at udbrede viden om stammen og stammebehandling til flere talepædagoger og psykologer - og således sikre at viden om stammen og stammebehandling ikke forsvinder med en enkeltpersons fraflytning fra taleinstitut eller PPR-kontor. Man kan sige, at det er en slags skjult efteruddannelse og en opkvalificering af arbejdskraften, der bliver udført med dette arbejde.
Netværket er først lige blevet etableret, så vi ved ikke hvilken effekt det vil få. Der er planlagt en evaluering af netværket i foråret 1996, hvorefter vi vil finde ud af, om det er noget, der skal bygges videre på.
Til august påbegynder vi et projekt om formidling af viden til de grupper, der ofte er involveret i den tidlige omsorg for eller pasning af børn i Danmark: sundhedsplejersker, dagplejemødre og pædagoger. Meningen med projektet er at udvikle en model for, hvordan formidlingen af viden om tidlig indsats kan foregå rundt omkring i kommunerne. Det er som sagt de kommunalt ansatte talepædagogers opgave at tage sig af stammen hos børn fra 0-18 år, og dermed også for forebyggelse af stammen. Men for at hver enkelt talepædagog ikke skal ud og opfinde verdenen påny hver gang, har vi altså planlagt at lave en model, man kan vælge at bruge.
Endelig planlægger vi at skrive en artikel til de privatpraktiserende lægers fagblad, for at informere dem om vigtigheden af tidlig indsats. Det er ofte sådan, at forældre henvender sig til deres læge for at spørge dem til råds. Problemet med lægerne er, at de generelt ikke ved noget som helst om stammen, men måske på et tidspunkt i deres studie måske har hørt noget om "at vente og se tiden an", og derfor fortæller forældrene det. Mange mennesker ser læger som autoriteter, og tillægger ofte deres ord større betydning end f.eks. talepædagogers. Det er derfor vigtigt at få lægerne til at forstå vigtigheden af tidlig indsats.
Forældregruppen i Foreningen for Stammere i Danmark
Som jeg nævnte lidt tidligere, er der indenfor Foreningen for Stammere i Danmerk en forældregruppe. Den blev startet for et par år siden, og har siden vokset sig større og mere betydningsfuld. Forældregruppen har lavet en lille folder om sig selv, hvor der bl.a. er navne og telefonnumre på forældre, som man kan kontakte og få en snak med. Forældregruppen arrangerer - i øvrigt i samarbejde med Dansk Videnscenter for Stammen - informationsaftener rundt omkring i Danmark. Endelig afholder forældregruppen en weekend lejr for børn, der stammer, og deres familier en gang om året. Det andet weekendarrangement vil finde sted i august i år på Samsø.
Resultaterne af "kampagnen" for tidlig indsats
En undersøgelse som Dansk Videnscenter for Stammen lavede i efteråret 1994 viser, at der er sket en stor udvikling indenfor stammeområdet i de seneste år. I dag er den generelle holdning, at det er vigtigt med tidlig indsats. Mange steder er man i stand til at tilbyde den tidlige indsats, men der er dog stadigvæk usikkerhed hos mange, når de står i den konkrete situation. Dette gør sig især gældende hos de talepædagoger, der er ansat i små kommuner, hvor de ikke mødere ret mange børn, der stammer.
Undersøgelsen viser også, at holdningen i befolkningen som sådan har ændret sig. Talepædagoger får i dag mange henvendelser fra forældre, pædagoger og sundhedsplejersker om børn, der måske er begyndt at stamme. Det betyder også, at der tilsyneladende nogle steder i dag er flere børn, der stammer, end tidligere. Det er dog ikke udtryk for, at der er flere børn, der stammer nu, men for, at der i dag er et tilbud -i modsætning til før i tiden - hvorfor man selvfølgelig søger hjælp til at klare problemet.
Generalisering
Nu har jeg i lang tid stået og snakket om hvad, der er blevet gjort for forebyggelse af stammen i Danmark. Eller rettere: jeg har snakket om de historiske og organisatoriske forhold omkring forebyggelse af stammen i Danmark. Man kunne så spørge: hvilken interesse udover en almindelig "høflig" interesse kan man have af at høre om det? Er det ikke noget, der er så specielt for Danmark, at det kun kan have en akademisk interesse for andre?
Jeg mener naturligvis, at det er muligt at udlede nogle generelle betragtninger af vores erfaringer, som andre kan bruge og få glæde af. Jeg vil derfor afslutningsvist i mit indlæg her uddybe disse generelle betragtninger.
- Den første er, at undersøgelsesresultater fra forskning og erfaringer fra mange stammebehandleres arbejde rundt omkring i USA og Europa bekræfter den logiske opfattelse, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Det er helt klart en mindre indsats der skal til overfor et lille barn, der stammer, end overfor et skolebarn eller en voksen, der stammer - og det er så lige meget om man har "ikke-stammefri tale" eller at "vende stammeudviklingen" som mål.
- Den anden er, at det er vigtigt at information til og uddannelse af fagpersoner går hånd i hånd med information til andre faggrupper, der har med små børn at gøre, og til forældrene.
- Den tredje er, at det ikke er nok med en kortvarig indsats, men at det er en fortløbende proces, hvor der hele tiden skal arbejdes på begge de ovennævnte fronter. Det er altså nødvendigt med en stadig information og efteruddannelse.
- Den fjerde og sidste generelle betragtning, jeg vil komme med her er, at stammeforeninger har en pligt til at være med til at udbrede den viden, man har idag om betydningen af tidlig indsats. Og hvis ikke andre gør det, må stammeforeningerne starte processen op og hele tiden banke på rundt omkring, for at få fagpersoner til at forstå vigtigheden af den tidlige indsats. Blandt andet den tyske og den engelske stammeforening har ydet en stor indsats i forbindelse med tidlig indsats, og jeg har lige erfaret, at National Stuttering Project har udnævnt 1996 til at være "The year of the child who stutters".
