Identitetsproblematik hos stammende børn og deres forældre

af Dorte Hansen, talepædagog(In english)

Oplæg holdt på The 2nd Worldcongress on Fluency Disorders, San Fransisco, august 1997

I løbet af de sidste 15 år har det været muligt for mig at arbejde med både småbørn og skolebørn med stammen. Det har gjort mig i stand til at samle mange erfaringer sammen og sammenligne dem med, hvad der er blevet beskrevet andre steder.

Gennem årene har jeg undret mig over mange ting hos børn og unge med stammen. Jeg har måttet revidere nogle af mine opfattelser og er blevet bekræftet i andre.

En ting har jeg oplevet som en gennemgående og meget væsentlig faktor i behandlingen af disse stammere. Det er, at de kommer til at opleve sig selv som helt almindeligt fungerende børn, som sammen med mange forskellige egenskaber og evner altså også har den tale ejendommelighed, der hedder stammen. Samtidig har det været vigtigt at fortælle dem, at de ikke er dårligere børn, fordi de stammer. At det ikke er stammen, de skal fokusere på, men deres evner og muligheder til at fungere og udvikle sig socialt sammen med andre. At det ikke er stammen, der skal bestemme over deres liv og deres valgmuligheder, men deres lyst, fornuft, livsglæde og evner.

Som talepædagog står man så i den mærkværdige situation, at man må og skal trækker deres stammen frem, den som er noget særligt, men desværre ofte noget negativt for dem, noget de hellere ville være foruden. Samtidig skal man fortælle dem, at de er helt almindelige børn, og at stammen ikke behøver at betyde noget særligt for dem i deres fremtidige liv og livsvalg.

For mig har det været et paradoks i mange år, en kilde til konstant undren over, hvordan man dog kan gennemføre en stammebehandling, som er positiv og får de positive sider og gode evner frem hos børnene, hvordan man får dem til at forstå, at de ikke skal tænke så meget på stammen, som noget særligt, selv om den er det. Hvordan man kan beskæftige sig med stammen uden at få den sat i højsædet som noget negativt. Sagt på en anden måde:

hvordan kan man integrere stammen som noget underordnet i deres personlighedsudvikling?
hvordan kan man samtidig vende den hårde stammen til en lettere og talemæssigt håndterlig form?
hvordan kan man vende kamp og undgåelse til aktiv og positiv medvirken?

Det helt væsentlige i disse tre spørgsmål er, at få børnene til at vokse op med en klar og stærk stammeidentitet. Stakkels er den stammer, som ikke får lov til det; som må gå rundt mellem venner, familie og fremmede og lade, som om han ikke stammer. Heldig er den stammer, som tør vedkende sig sin stammen, som tør bruge sin stammen, som den taleejendommelighed den er, og som derfor ikke lader sig styre af den. Han har fået en stammeidentitet. Det er for mig let at forstå, at det må være målet i stammeundervisningen af ethvert barn. Let at forstå, at deres liv vil blive meget lettere, når stammen ikke kommer til at styre. Det er også let at forstå, at høj status i flokken af kammerater, meget selvværd og god selvtillid, er noget, man ikke kan komme udenom at beskæftige sig med, når man underviser børn, som stammer. Blot er det noget uhåndterligt og meget lidt konkret at arbejde med. Desuden er man nødt til at inddrage børnenes miljø i forskelligt omfang, fordi stammen ikke kun er en talelidelse, men også en social lidelse. I uheldigste fald kan det også blive til en psykisk lidelse, nemlig i de tilfælde, hvor stammerne ikke får en stærk stammeidentitet, men i stedet for slås og kæmper for at ingen opdager, at de stammer.

Eksempel 1: Forleden dag ringede en mor til en af mine 12-årige stammere. Hun fortalte, at hendes dreng var kommet hjem og havde sagt, at hans klasse skulle til at spille et skuespil. Det skulle vises for hele skolen. Han havde vældigt lyst til at vælge en af rollerne i stykket, men var lidt i tvivl, om det nu kunne gå, fordi han stammede. Alternativet var at blive lysmester.

"Hvad skal jeg dog råde ham til?" spørger hun. "Tror du, at det kan gå, hvis han spiller en af rollerne og så stammer foran hele skolen? Vil han blive drillet? Klarer han det?"

Vi talte lidt om, at drengen jo havde lyst til det. Han var ikke bange for at stamme foran hele skolen. I følge hans opfattelse var stammen ikke noget hverken negativt eller forbudt, dog ind imellem besværlig. Vi talte om, hvordan hans kammerater ville reagere. Om de ville bakke ham op, når han stammede i skuespillet, eller om de ville drille ham. Også om hans lærere ville bakke ham op eller forlange flydende replikker. "Men selvfølgelig vil de da bakke ham op", sagde moderen. "Der er da ingen i skolen, som opfatter hans stammen som negativ. Han har en høj status, fordi han er en god igangsætter, en god kammerat og altid i godt humør". Moderen blev enig med sig selv om, at hun ville bakke ham op. Det gik op for hende, at det måske var hende, der var bange for stammen. Men det var jo dog drengen, som stammede. Hun var blot lytter.

I dette eksempel ligger der en uendelig grad af muligheder for, at en barn kan få lov til at vokse op og udvikle en stærk stammeidentitet. Det kunne være gået gruelig galt, hvis hans mor havde ment, at han ikke kunne spille skuespil på grund af stammen og havde rådet ham til at vælge en manuel rolle i stedet for en verbal rolle. Eller hvis hans klassekammerater og lærere havde sagt, at han på grund af stammen måtte vælge den verbale rolle fra.

Vi andre, som er tilhørere, må prøve at forestille os situationen: Vi bliver indbudt til skolens skuespil. Måske sidder der 500 mennesker og lytter og ser på. Vi opdager, at en af skuespillerne stammer. Vi opdager også, at det ikke er rollen, som er stammer, men skuespilleren. Hvordan vil vi lytte til det? (læs: synes om det?) Jeg tror, at vi først ville undre os lidt, måske mene, at den dreng ikke skulle have fået lov til at spille en rolle. Fordi han stammer. Senere vil vi mene,, at det dog alligevel er utroligt, at en dreng som stammer alligevel tør spille skuespil foran alle de mennesker. Til sidst vil vi beundre ham for det og lytte til skuespillet i stedet for til hans stammen. Bagefter vil nogen forhåbentlig sige til ham. "Neeej, hvor var du god i den rolle!" Eller: "Det er vel nok flot, at du tør, når du er stammer!"

Drengen vil opleve, at han har deltaget på lige fod med kammeraterne. Han har vurderet sine skuespilpræstationer frem for sin stammen. At han også vurderer sin stammen, er helt i orden, når blot det andet kommer først. For det er netop derved hans selvværd og selvtillid gror. Stammen blev ikke negativ. Den blev heller ikke det primære for hans valg. Faktisk kom stammen ikke til at vælge for ham, men hans lyst og evner til at spille. Han vil vokse op og få en stærk personlighedsudvikling og en god stammeidentitet.

Problemerne ligger hos os og hans omgivelser. Vi må lære at turde lytte og støtte ham, når han træffer de valg, hvor det ikke er stammen, som komme til at styre. Og så har vi som talepædagoger måske en stor arbejdsopgave at udføre i hans omgivelser. En vejledningsopgave, hvor målet er at gøre det krystalklart for hans omgivelser, at den dreng gerne må stamme. De skal bare holde ud at lytte naturligt til ham, når han stammer, til indholdet. Så vil de fleste af hans problemer i den forbindelse være løst. Samtidig og ikke mindst, skal de vide, at han ikke har andre valgmuligheder. Enten at tale med stammen eller også begynde på en ulige kamp for at skjule stammen. Her er han på forhånd dømt som taberen. Når hans mor ringer og giver udtryk for sine overvejelser, er det jo i virkeligheden, fordi hun tænker rigtigt i forhold til stammen, men hun skal have opbakning til at turde.

Definitionen på en stammeidentitet må da være: En stammer, som har så meget selvtillid og så meget selvværd, at han tør vedkende sig, at han stammer. Han tør tale og bruge sin stammen, når han udtrykker tanker og følelser med andre mennesker, og sidst men ikke mindst, undgår at lade stammen øve indflydelse på sine valg.

Definitionen på en vel udført stammebehandling bliver da: Talepædagogen underviser sin stammende elev, så han får meget selvtillid og selvværd og vokser op med en stærk personlighedsudvikling. Får ham til at forstå, at stammen er noget specielt hos ham, ikke nødvendigvis negativt, men hårdt og svært engang imellem. Også noget han bliver ked af og måske drillet med, noget han gerne vil af med. Det kan også godt være han kommer det, men det er ikke vores opgave sammen med ham.

Vi skal vise ham, hvordan kamp og undgåelser altid lurer på at snige sig ind på ham.
Vi skal lære ham, hvordan han kan mærke forskel på den hårde og den lette stammeform.
Vi skal lære ham at turde gå ind i stammeøjeblikket uden panik og fortsætte sin tale.
Vi skal hærde ham overfor utålelige lyttere.
Vi skal fortælle ham, hvordan han skal forklare sig overfor folk, som giver ham gode råd mod stammen.
Vi skal hjælpe ham til at forlige sig med stammen og se på sig selv som et almindeligt menneske med de samme muligheder, som alle andre.

Det giver et broget billede af talepædagogens arbejde med børnestammere. Mange har da også spurgt mig, om det kan være rigtigt, at vi ikke bare skal sørge for at lære stammerne at bruge en let stammeform. Det kan man da godt forsøge, men man får dem aldrig til at turde bruge den uden for stammelokalet.

Når vi arbejder med børn, er vi dybt ansvarlige for deres udvikling, ikke kun for deres stammen. Børn er jo ikke i stand til selv at træffe valg, som drejer sig om deres videre udvikling, valg som måske er ubehagelige. Derfor må vi, som voksne og ansvarlige mennesker gøre det i samråd med deres forældre. Når børnene senere bliver voksne, kan de træffe deres egne valg. Valg, som f.eks. hedder, at de vil af med stammen uanset omkostningerne. Men som ansvarlige voksne bør og kan vi ikke andet end at bakke op, så de får en sund personlighedsudvikling, god selvtillid og meget selvværd. Først da bliver børnene nemlig som voksne i stand til at turde vælge selv og ikke kun rette sig efter andres meninger.

Stammen kommer derfor på en måde i anden række i stammebehandlingen, men blander sig kraftigt i alt.

Det betyder ikke, at jeg mener, talepædagogen skal undgå at behandle stammen. Men stammeidentiteten er uendelig vigtig at have med for at børnene kan komme til at trives som voksne mennesker. Den må vi ikke glemme. Den bør være talepædagogens primære behandlingsobjekt. Stammen sekundær eller sideløbende.

Alt dette kan virke ret uoverskueligt og langvarigt, når man som talepædagog begynder at arbejde med et stammebarn. Også fordi man ikke er alene om det. Stammerens omgivelser har en alt afgørende indflydelse for, om vores arbejdsindsats vil lykkes. Om resultatet bliver godt, og om barnet vokser op med en sund stammeidentitet. Det betyder også, at vores indsats aldrig på forhånd kan måles op i, hvor lang tid, det vil tage, eller hvor lidt og hvor meget vi skal vejlede.

Det er rimelig enkelt eller snarere forudsigeligt at vide, hvordan vi forklarer os overfor forældre, som ikke selv stammer. Men i årenes løb er det gået op for os, at vi har meget sværere ved at få vores budskab igennem, nå en eller begge forældre til et stammebarn er skjult stammer. Som skjult stammer har man ikke en stammeidentitet. Man vedkender sig ikke sin stammen. Man bruger mange kræfter på at skjule stammen og lade omgivelserne vide, at man er flydende som alle andre.

Når disse forældre få et barn, som begynder at stamme, ligger det derfor snublende nært, at barnet "arver" sin stammende forældres identitet, den "flydende". Når vi så kommer ind i billedet, ligger det i luften , at vi skal få den stammen væk, eller i det mindste lære barnet at skjule den. Det vil sige, at kravet bliver, at vi skal give barnet en "flydende"identitet.

Vi har oplevet mange gange, at barnet ikke blot "arver" sin stammende forældres holdning til stammen, men også måden at stamme på og måden at skjule stammen på. Vi kan sige, at

det ikke er forældrenes skyld, at barnet stammer
de har et stort ansvar for, hvordan stammen udvikler sig,
hvordan barnet udvikler sig med sin stammen.

Når vi får forældre og barn med stammen til undersøgelse, er det derfor meget interessant, om barnet forsøger at kæmpe imod og skjule stammen. Dernæst om der er stammen i familien. Men det er langtfra sikkert, vi får et ærligt svar. Gennem samtaler vil vi næsten altid kunne afsløre en skjult stammen hos en af forældrene. Det interessante er så, om barnet stammer og forsøger at skjule sin stammen på samme måde.

Vi skal så have forældrene til at forstå konsekvenserne ved en maskeringsproblematik. Ellers kan det blive konfliktfyldt for barnet, at få lov til at bruge sin stammen i stammegruppen og få ros for flydende tale hjemme (læs: skjule sin stammen).

Forældrene er de vigtigste voksne for barnet, de er modellerne, derfor vil det være deres normer barnet overtager. Vores normer om, at man gerne må stamme, bliver på det skammeligste forkastet i et sådant tilfælde, og vi må vurdere, om det er hensigtsmæssigt at acceptbehandle et barn fra en sådan familie, hvor forældrene ikke vil overtage vores normer. Det vil efter min bedste mening være langt vigtigere at bearbejde forældrene og deres holdning til stammen, før vi begynder at arbejde direkte med barnet.

I århus har vi et behandlingstilbud, som vi kalder for observations gruppe. Fire børn under 6 år og deres forældre får tilbudt at deltage 4 gange 11/2 time ugentligt sammen med 2 talepædagoger. Den ene observerer og arbejder med børnene i en gruppe. Den anden samtaler med og fortæller forældrene om stammen i en anden gruppe. Det giver gode muligheder for at udveksle og prøve at få holdningerne til stammen ændret i positiv retning. Forældrene ser, hvordan børnene reagerer, når de høre stammen fra de andre børn og en let, langsom og frivillig stammen fra talepædagogen. Forældrene lærer at tale om stammen med børnene og gøre det på en positiv måde, så børnene ikke føler, at de gør noget forkert. Netop derved oplever de, at de er rigtige børn, selv om de stammer, at de ikke behøver at ændre sig i flydende retning, men gerne må stamme.

Eksempel 2: Amalie på 5 år kom sammen med begge forældre til undersøgelse. Amalie går i børnehave. Der er en lillebror på 3 år. Amalies mor er tydeligt skjult stammer og bliver meget chokeret, da talepædagogen siger til hende: "Jeg kan høre, at du selv er stammer. Det må være svært for dig at erfare, at din datter også er begyndt at stamme? " - Forældrene får tilbudt et obsgruppe forløb.

I obsgruppe forløbet fandt talepædagogen ud af, hvordan Amalies mor skjulte sin stammen. Hun havde dårlig øjenkontakt, lavede en klik-lyd med fortungen og brugte vokalfyld-lyde som: "øh, Uhøh." Hun talte dog. Hendes mand fik ikke altid lov til at tale for hende.

Det var meget problematisk at få mor og datter adskilt, da de startede i obsgruppen. Amalie og mor klyngede sig til hinanden. Moderen talte, Amalie rystede på hovedet eller nikkede, brugte gebærder og en enkelt nægtelyd. Moderen tolkede for Amalie, så hun ikke behøvede at tale. Og holdt fast på hende. "Vil du ikke gerne lege med dyrene?" Barnet enten nikkede eller rystede på hovedet. "Prøv at se, du kan bygge hegn her, eller skal mor gøre det for dig?" Det samme igen.

Det blev ved i en uendelighed og var ikke muligt for os at bryde uden at skabe dårlig stemning. Det var svært, fordi vi også havde de 3 andre børn og deres forældre. Derfor blev Amalies mor det meste af tiden i børnegruppen, tolkende for Amalie, istedet for at gå ind til forældregruppen. Efter 3. gang, sagde jeg til Amalies mor, at hun skulle lade være med at komme med ind til børnegruppen. Jeg tog Amalie i favnen og drog af med hende. Hun græd lidt et par sekunder. Hun begyndte at lege, men ville absolut ikke tale. Kommunikationen mellem de andre børn, mig og Amalie foregik nødtvungent og kun ved hjælp af tegnsprog og nægtelyd. Hun stirrede vurderende, når talepædagogen brugte sin langsomme og lette gentagelsesstammen. Hun puslede rundt i periferien. Kom nogle af de andre børn hen til hende for at lege, skiftede hun straks legetøj og sivede væk. Helt klart et barn, som havde fået lært, at man ikke må stamme. Far og mor gør talearbejdet for hende. Derved viser de hende ved at tolke, at stammen er forbudt. Forbudt ligesom hos moderen. Forældrene var frustrerede over, at jeg afviste moderen i børnegruppen. De kunne ikke forstå det. Barnet havde brug for dem. Hun kunne jo ikke kommunikere selv. Det måtte vi da kunne forstå? Der måtte ekstra vejledning til uden for forældregruppen. Moderen græd og følte sig afmægtig, vred og frustreret. Alt det hun havde forsøgt for at skjule sin stammen her i livet, forkastede jeg. Faderen var i vildrede. Kunne godt se, at det var uholdbart, at barnet ikke selv turde tale. Målet med samtalerne var at få dem til at forstå, at de tolkede for barnet. Og at man er handicappet, når man har tolk, fordi man ikke selv tør tale. Konsekvenserne?

"Var det det de ville? Gøre deres dejlige og sunde datter til handicappet?""Nej, men det er så svært for hende at stamme. Vi vil jo bare hjælpe hende." "Nej, det er ikke svært at stamme, det er svært at blive afvist, når man gør det. Det er svært for Jer som forældre at turde lytte til hendes stammen. Det kan jeg godt forstå." "Jamen, hvordan kan vi så få hende til at tale?""I skal beslutte Jer for, om hun må stamme, eller om hun ikke må. Hvis hun ikke må stamme, skal I fortsætte med at tolke, som I gør nu. Men hvis I vil have, at hun skal lære at tale selv, så må I lade være med:"

at tolke for hende
at stille spørgsmål som kan besvares med ja/nej.
at opfylde hendes ønsker, hvis hun ikke beder verbalt om dem.
derimod skal I sige til hende, at det er dejligt for hende, at hun tør stamme, og husk at smile samtidig, så hun ser, at I mener det.
Hun skal opleve, at hun er et dejligt barn, når hun stammer.
Hun skal opleve, at hun er et normalt barn. som bl. a også stammer. Hun har ikke brug for nogen tolk.

De var bange, men de prøvede. Roste hende, når hun turde stamme, lyttede og tog imod stammen. Holdt op med at tolke for hende. I løbet af 3 måneder blev hun et udadvendt barn, aktiv og snakkende. Hendes kamp mod stammen vendte sig til en ganske let form. I perioder forsvandt den. Personalet i daginstitutionen fik samme rådgivning som forældrene og bakkede barnet aktivt op. Når forældrene kom og hentede Amalie og spurgte de: "Hvordan er det gået i dag?" "Jo, det er gået så fint. Hun har simpelthen turde stamme så meget i dag!"

Og forældrene smilede glade og tilfredse. De forstod. Hun er på vej til at få en stammeidentitet.

Amalie kunne let have "arvet" både moderens holdning til stammen og hendes måde at skjule stammen på. Den, som moderen selv havde lært gennem sin barndom.. At stammen ikke må hverken ses eller høres, koste hvad det koste vil. Men heldigvis valgte de, at deres datter skulle vokse op med en stammeidentitet og ikke bruge så mange krævet på at bekæmpe stammen som moderen havde gjort.

Eksempel 3: Laurits var 41/2 år, den yngste af 2 børn. Forældrene kom til undersøgelse med ham. Han var på det tidspunkt meget svær skjult stammer med svære medbevægleser og andre former for undgåelser. Moderen var meget talende, også på både drengens og mandens vegne. De to gjorde ingen indsigelser. Moderen var overbevist om, at der var noget i vejen med drengen og havde haft ham til undersøgelse hos en børnepsykiater. "Noget må der kunne gøres. Det er forfærdeligt med ham. Nogen gange står han i en stor bue, når han skal sige noget. En gang faldt han ned af sofaen i et forsøg på at få noget sagt, som i krampe."

Moderen græd. Faderen sagde ingenting. Skjult stammer? Drengen sad stille og lyttede. De fik tilbudt at komme i obsgruppe.

"Jo tak, min mand har forældreorlov, han vil gerne, men jeg har ikke tid til at deltage." Far og søn, lige tavse, deltog i de 4 gange 11/2 time. Derefter kom drengen i en stammegruppe sammen med 3 andre drenge. Faderen fulgte ham hver gang. Sad troligt og lyttede med. Talte aldrig. Drengen ville ikke stamme. Han legede nok, men trak sig, når samtalen nærmede sig. Nægtede at stamme frivilligt. Gav udtryk for, at han ikke stammede mere. Han hjalp talepædagogen med at sige ordene for hende, når hun stammede.

I børnehaven havde de nok lagt mærke til, at han havde nogle besynderlige bevægelser, også at han brugte mange fyldord som: "øh og uhm." Men han stammede ikke. Forældrene talte heller ikke om det. Når de kom og hentede ham i børnehaven, kunne moderen sige: "Hvordan er det gået i dag?" Personalet svarede som oftest:"Jo, det er gået godt, han har slet ikke stammet.""Pyh ha, sikket et held", sagde moderen så.

Laurits forstod og kæmpede videre imod sin stammen. Han får aldrig nogen stammeidentitet. Havde han haft en mor, som ville have sin dreng til at udvikle sig med god selvfølelse og selvtillid og vokse op med en stærk personlighedsdannelse, skulle hun have sagt i stedet for: "Har han slet ikke turde stamme i dag, Det var ikke så godt. Hvad har der dog været i vejen?"

Laurits blev taget ud af stammegruppen. Det hjalp jo ikke alligevel. I dag har han gået i skole i over 1 år. Ingen i skolen fik at vide, at Laurits er skjult stammer. Han er en stille dreng, et barn som lever i periferien af flokken af kammerater. Han lever med sin "flydende" identitet. Men i hans parallelklasse går der en anden stammer, en dreng som udvikler sig med en stærk stammeidentitet, en dreng, som vi har gående i en af vores andre stammegrupper. Derfor ved vi lidt om, hvordan det går med Laurits.

Laurits har "arvet " sin fars identitet som skjult stammer. Han bruger de samme måder at undgå på som faderen, og han har ingen chancer for at få en stammeidentitet. Han må kæmpe.

Eksempel 4: Maria på 31/2 år kom sammen med sine forældre til undersøgelse. Moderen var meget og hurtigt talende. Faderen var tydeligt svært stammende og nævnede det straks. Det gjorde ondt, at datteren var begyndt at stamme. Han var meget bekymret. Faderens stammen bestod af blokeringer og lydforlængelser og meget kamp. Når han sad fast, hjalp konen ham med at sige ordene for ham. Det syntes han var fint. Det tog jo så lang tid ellers. Datteren stammede utroligt meget med lette gentagelser i stribevis. Men med dårlig øjenkontakt. De kom i obsgruppe. Maria kom siden i stammegruppe. Det er nu 2 år siden, og trods stammegruppen bliver hun mere og mere maskeret stammer. Hun er blevet et periferi-barn. Færdes hele tiden uden for de andres leg. Flytter sig, når de vil snakke, leger godt med sig selv, men vil ikke i lag med de andre. Gerne med en voksen, men kun på sine egne præmisser. Ellers siger hun: "Jeeeeeg tror, at jeeeeeg vil heeellere leeeeege med noooooget aaaandet nu."

Når hun kommer til stammegruppen, starter hun med at sige: "Jeeeeg staaaaammer iiikke mere," "Jo, det gør du da, Maria. Og du bruger sådan en let stammen. Det er dejligt for dig."

Så kigger hun på mig med tvivl i sine store blå øjnene, som om hun ville sige:

"Hvad er det for noget, du prøver at bilde mig ind?"

Vi har haft mange forældresamtaler. Tilsyneladende forstår de, hvad jeg vil, men de får alligevel ikke fulgt det op hjemme. For hvorfor vil hun ellers ikke vide af stammen? Hvem fortæller hende, at hun ikke må stamme?

Så fik Maria en lillebror, derfor kom hendes far alene til næste forældremøde. Her talte vi om, hvor vigtigt vi synes, det er, at børnene får en stammeidentitet. Altså tør tænke på sig selv som almindelige børn, tør indgå i sociale sammenhænge. Og bruge sin stammen i sine samtaler. Jeg fortalte, at Maria ikke ville stamme; at hun nægtede, at hun stammede, og at hun trak sig væk fra samtaler og leg. Jeg spurgte faderen: "Hvad siger du egentlig til Maria om hendes og om din stammen." "Jamen, vi har aldrig talt om stammen hjemme. Jeg synes, det er for svært, og min kone lægger ikke mærke til det.""Hvad tror du, Maria tænker, når hun hører, at du stammer, og når din kone taler for dig, når du sidder fast?"

"Jamen, jeg kan da ikke sige til hende, at hun gerne må stamme. Det er da bedst at lade være, ikke?" "Jamen, hun har ikke valgmuligheden at kunne lade være. Hvis hun må tale, må hun stamme. Ellers må hun lære at bekæmpe den, som hun gør nu. Og så får hun ikke sagt det, som hun har lyst til. Hvad vil du helst for hende? Vil du have en glad pige, som tør tale og stamme og blande sig med de andre? Eller vil du have en pige, som ved, at hun ikke er god nok, hvis hun stammer. En pige, som færdes i periferien og ikke tør tale og lege med de andre?"

"Jeg vil da helst det første. Men er det virkelig nødvendigt at tale med hende om stammen?" "Ja, det er det. Hun aner ikke noget om, hvad du tænker om hendes stammen, hvis du ikke fortæller hende det. Hun hører, at din kone taler for dig, hun hører, at du kæmper. Hun ser, at I hører hendes stammen, men også at I ikke tør tale om det. Så hun tænker, at det må være meget slemt. Det er hendes konklusion. Derfor gør hun alt, hvad hun kan for at skjule sin stammen og bilde os ind, at hun ikke stammer mere. Det er hårdt for hende. Hvad hvis du putter hende i seng i morgen aften og så siger til hende: "Maria, vi to stammer" og så smiler til hende. Hvad tror du så hun vil tænker?""Ja, hun bliver nok lettet eller glad!" "Prøv så at sige næste aften: "Maria, jeg hørte, at du stammede så meget med den lette stammen i dag. Det er vel nok dejligt for dig. Det er lidt svært for mig en gang imellem, for dengang far var en dreng, da måtte børnene ikke stamme. Og så husk at smile til hende. Du er nødt til at tale om stammen flere gange om ugen, ellers tror hun, at du har glemt det. Bare med en enkel bemærkning og altid positiv."

Næste gang Maria kom i stammegruppen, kom hun strålende ind af døren og sagde. "I dag kan jeg stam- stam- stamme! Prøv at hø-hø-høre!" Nu får hun chancen for at få en stammeidentitet, så hun ikke behøver at skjule sig. Hvis hendes far ellers får fulgt det op!

Disse 4 eksempler er meget typiske for vore hverdage i stammegruppen. Det skulle gerne kunne læse ud fra eksemplerne, hvor at vigtigt det er, at vi får fat i de små børn, inden de begynder at udvikle en identitet som skjult stammer. Det er også meget lettere for forældrene at forstå acceptbehandlingens grundprincipper med stammeidentiteten, inden de bliver "gamle" forældre. Og måske kan vi spare dem for den skyldfølelse, som de fleste får.Vi oplever, at det er uendelig meget lettere at arbejde med børnene, når vi får opbakning fra forældre og daginstitutioner, og at et er den opbakning, der gør, at vores arbejde lykkes.

Vi har 2 forskellige grupper af småbørn. Den ene gruppe er børn, hvor forældrene og institutionerne ikke bare forstår, at børnene skal bruge deres stammen, hvis de skal tale med andre, men også er aktivt opbakkende og talermed børnene om stammen på en positiv måde. Det er den gruppe børn, hvor prognosen er absolut bedst. Fra den gruppe holder langt de fleste børn op med at stamme inden skolestarten.

Den anden gruppe børn har forældre og institutioner, som helst ikke vil høre stammen hos børnene, fremhæver den flydende tale som den bedste og undertrykker børnenes stammen. Fra den gruppe er der langt flere børn, som ved bliver med at stamme efter skolestart. Det er de børn, som vi får i gruppe som store skolebørn og kan følge til de går ud af skolen. Når de bliver store nok, kan de selv forstå acceptbehandlingen og vi kan lære dem mange ting. Men de fik aldrig chancen som små.

Vi har i mange år vidst, at vi skulle være ekstra opmærksomme på børn, som har en eller to forældre med stammen. Vi har kaldt dem for farezonebørn. Vi plejer at spørge ved undersøgelsen af stammebørn: "Er der stammen i familien, eller har en af Jer også stammet?" Fordi så vidste vi, at chancerne for at barnets stammen ville blive kronisk var større. Vi var sikre på, at det var de arvelige biologiske faktorer. Nu er jeg imidlertid ikke helt så sikker mere. For nu kan jeg jo se, at det også er måden, som stammen udvikler sig på, der er "arvelig". Og det må vel være miljø-mæssig påvirkning! Jeg kan også se, at hvis vi tidligt nok bryder det mønster, som den stammende forældre bruger og indfører nogle holdningsændringer til hvordan stammen skal anskues, så kan barnet blive sin stammen kvit. På trods af de biologiske faktorer.

Konklusionen er, at når vi vil behandle de små stammere, må vi være meget aktive i vejledningen af forældre og institutioner. Vi må være meget tydelige i vores behandlingsstrategi, så det bliver let for dem at forstå, at børnene skal have lov til at tale med deres stammen, og at de voksne skal bakke stammen op. For hvis de nu bliver ved med at stamme resten af livet, har vi været med til at give dem en stærk stammeidentitet. Hvis de holder op med at stamme, har de haft et godt liv med stammen indtil da, fået en god selvfølelse og godt med selvtillid, og det er værd at have uanset stammen.

Til sidens top

	Materialer: Artikler og oplæg
Om DAVS Nyhedsbrev Aktiviteter Materialer Spørgsmål & svar Kontakt Links About DAVS Bestilling Oversigt	Identitetsproblematik hos stammende børn og deres forældre af Dorte Hansen, talepædagog(In english) Oplæg holdt på The 2nd Worldcongress on Fluency Disorders, San Fransisco, august 1997 I løbet af de sidste 15 år har det været muligt for mig at arbejde med både småbørn og skolebørn med stammen. Det har gjort mig i stand til at samle mange erfaringer sammen og sammenligne dem med, hvad der er blevet beskrevet andre steder. Gennem årene har jeg undret mig over mange ting hos børn og unge med stammen. Jeg har måttet revidere nogle af mine opfattelser og er blevet bekræftet i andre. En ting har jeg oplevet som en gennemgående og meget væsentlig faktor i behandlingen af disse stammere. Det er, at de kommer til at opleve sig selv som helt almindeligt fungerende børn, som sammen med mange forskellige egenskaber og evner altså også har den tale ejendommelighed, der hedder stammen. Samtidig har det været vigtigt at fortælle dem, at de ikke er dårligere børn, fordi de stammer. At det ikke er stammen, de skal fokusere på, men deres evner og muligheder til at fungere og udvikle sig socialt sammen med andre. At det ikke er stammen, der skal bestemme over deres liv og deres valgmuligheder, men deres lyst, fornuft, livsglæde og evner. Som talepædagog står man så i den mærkværdige situation, at man må og skal trækker deres stammen frem, den som er noget særligt, men desværre ofte noget negativt for dem, noget de hellere ville være foruden. Samtidig skal man fortælle dem, at de er helt almindelige børn, og at stammen ikke behøver at betyde noget særligt for dem i deres fremtidige liv og livsvalg. For mig har det været et paradoks i mange år, en kilde til konstant undren over, hvordan man dog kan gennemføre en stammebehandling, som er positiv og får de positive sider og gode evner frem hos børnene, hvordan man får dem til at forstå, at de ikke skal tænke så meget på stammen, som noget særligt, selv om den er det. Hvordan man kan beskæftige sig med stammen uden at få den sat i højsædet som noget negativt. Sagt på en anden måde: hvordan kan man integrere stammen som noget underordnet i deres personlighedsudvikling? hvordan kan man samtidig vende den hårde stammen til en lettere og talemæssigt håndterlig form? hvordan kan man vende kamp og undgåelse til aktiv og positiv medvirken? Det helt væsentlige i disse tre spørgsmål er, at få børnene til at vokse op med en klar og stærk stammeidentitet. Stakkels er den stammer, som ikke får lov til det; som må gå rundt mellem venner, familie og fremmede og lade, som om han ikke stammer. Heldig er den stammer, som tør vedkende sig sin stammen, som tør bruge sin stammen, som den taleejendommelighed den er, og som derfor ikke lader sig styre af den. Han har fået en stammeidentitet. Det er for mig let at forstå, at det må være målet i stammeundervisningen af ethvert barn. Let at forstå, at deres liv vil blive meget lettere, når stammen ikke kommer til at styre. Det er også let at forstå, at høj status i flokken af kammerater, meget selvværd og god selvtillid, er noget, man ikke kan komme udenom at beskæftige sig med, når man underviser børn, som stammer. Blot er det noget uhåndterligt og meget lidt konkret at arbejde med. Desuden er man nødt til at inddrage børnenes miljø i forskelligt omfang, fordi stammen ikke kun er en talelidelse, men også en social lidelse. I uheldigste fald kan det også blive til en psykisk lidelse, nemlig i de tilfælde, hvor stammerne ikke får en stærk stammeidentitet, men i stedet for slås og kæmper for at ingen opdager, at de stammer. Eksempel 1: Forleden dag ringede en mor til en af mine 12-årige stammere. Hun fortalte, at hendes dreng var kommet hjem og havde sagt, at hans klasse skulle til at spille et skuespil. Det skulle vises for hele skolen. Han havde vældigt lyst til at vælge en af rollerne i stykket, men var lidt i tvivl, om det nu kunne gå, fordi han stammede. Alternativet var at blive lysmester. "Hvad skal jeg dog råde ham til?" spørger hun. "Tror du, at det kan gå, hvis han spiller en af rollerne og så stammer foran hele skolen? Vil han blive drillet? Klarer han det?" Vi talte lidt om, at drengen jo havde lyst til det. Han var ikke bange for at stamme foran hele skolen. I følge hans opfattelse var stammen ikke noget hverken negativt eller forbudt, dog ind imellem besværlig. Vi talte om, hvordan hans kammerater ville reagere. Om de ville bakke ham op, når han stammede i skuespillet, eller om de ville drille ham. Også om hans lærere ville bakke ham op eller forlange flydende replikker. "Men selvfølgelig vil de da bakke ham op", sagde moderen. "Der er da ingen i skolen, som opfatter hans stammen som negativ. Han har en høj status, fordi han er en god igangsætter, en god kammerat og altid i godt humør". Moderen blev enig med sig selv om, at hun ville bakke ham op. Det gik op for hende, at det måske var hende, der var bange for stammen. Men det var jo dog drengen, som stammede. Hun var blot lytter. I dette eksempel ligger der en uendelig grad af muligheder for, at en barn kan få lov til at vokse op og udvikle en stærk stammeidentitet. Det kunne være gået gruelig galt, hvis hans mor havde ment, at han ikke kunne spille skuespil på grund af stammen og havde rådet ham til at vælge en manuel rolle i stedet for en verbal rolle. Eller hvis hans klassekammerater og lærere havde sagt, at han på grund af stammen måtte vælge den verbale rolle fra. Vi andre, som er tilhørere, må prøve at forestille os situationen: Vi bliver indbudt til skolens skuespil. Måske sidder der 500 mennesker og lytter og ser på. Vi opdager, at en af skuespillerne stammer. Vi opdager også, at det ikke er rollen, som er stammer, men skuespilleren. Hvordan vil vi lytte til det? (læs: synes om det?) Jeg tror, at vi først ville undre os lidt, måske mene, at den dreng ikke skulle have fået lov til at spille en rolle. Fordi han stammer. Senere vil vi mene,, at det dog alligevel er utroligt, at en dreng som stammer alligevel tør spille skuespil foran alle de mennesker. Til sidst vil vi beundre ham for det og lytte til skuespillet i stedet for til hans stammen. Bagefter vil nogen forhåbentlig sige til ham. "Neeej, hvor var du god i den rolle!" Eller: "Det er vel nok flot, at du tør, når du er stammer!" Drengen vil opleve, at han har deltaget på lige fod med kammeraterne. Han har vurderet sine skuespilpræstationer frem for sin stammen. At han også vurderer sin stammen, er helt i orden, når blot det andet kommer først. For det er netop derved hans selvværd og selvtillid gror. Stammen blev ikke negativ. Den blev heller ikke det primære for hans valg. Faktisk kom stammen ikke til at vælge for ham, men hans lyst og evner til at spille. Han vil vokse op og få en stærk personlighedsudvikling og en god stammeidentitet. Problemerne ligger hos os og hans omgivelser. Vi må lære at turde lytte og støtte ham, når han træffer de valg, hvor det ikke er stammen, som komme til at styre. Og så har vi som talepædagoger måske en stor arbejdsopgave at udføre i hans omgivelser. En vejledningsopgave, hvor målet er at gøre det krystalklart for hans omgivelser, at den dreng gerne må stamme. De skal bare holde ud at lytte naturligt til ham, når han stammer, til indholdet. Så vil de fleste af hans problemer i den forbindelse være løst. Samtidig og ikke mindst, skal de vide, at han ikke har andre valgmuligheder. Enten at tale med stammen eller også begynde på en ulige kamp for at skjule stammen. Her er han på forhånd dømt som taberen. Når hans mor ringer og giver udtryk for sine overvejelser, er det jo i virkeligheden, fordi hun tænker rigtigt i forhold til stammen, men hun skal have opbakning til at turde. Definitionen på en stammeidentitet må da være: En stammer, som har så meget selvtillid og så meget selvværd, at han tør vedkende sig, at han stammer. Han tør tale og bruge sin stammen, når han udtrykker tanker og følelser med andre mennesker, og sidst men ikke mindst, undgår at lade stammen øve indflydelse på sine valg. Definitionen på en vel udført stammebehandling bliver da: Talepædagogen underviser sin stammende elev, så han får meget selvtillid og selvværd og vokser op med en stærk personlighedsudvikling. Får ham til at forstå, at stammen er noget specielt hos ham, ikke nødvendigvis negativt, men hårdt og svært engang imellem. Også noget han bliver ked af og måske drillet med, noget han gerne vil af med. Det kan også godt være han kommer det, men det er ikke vores opgave sammen med ham. Vi skal vise ham, hvordan kamp og undgåelser altid lurer på at snige sig ind på ham. Vi skal lære ham, hvordan han kan mærke forskel på den hårde og den lette stammeform. Vi skal lære ham at turde gå ind i stammeøjeblikket uden panik og fortsætte sin tale. Vi skal hærde ham overfor utålelige lyttere. Vi skal fortælle ham, hvordan han skal forklare sig overfor folk, som giver ham gode råd mod stammen. Vi skal hjælpe ham til at forlige sig med stammen og se på sig selv som et almindeligt menneske med de samme muligheder, som alle andre. Det giver et broget billede af talepædagogens arbejde med børnestammere. Mange har da også spurgt mig, om det kan være rigtigt, at vi ikke bare skal sørge for at lære stammerne at bruge en let stammeform. Det kan man da godt forsøge, men man får dem aldrig til at turde bruge den uden for stammelokalet. Når vi arbejder med børn, er vi dybt ansvarlige for deres udvikling, ikke kun for deres stammen. Børn er jo ikke i stand til selv at træffe valg, som drejer sig om deres videre udvikling, valg som måske er ubehagelige. Derfor må vi, som voksne og ansvarlige mennesker gøre det i samråd med deres forældre. Når børnene senere bliver voksne, kan de træffe deres egne valg. Valg, som f.eks. hedder, at de vil af med stammen uanset omkostningerne. Men som ansvarlige voksne bør og kan vi ikke andet end at bakke op, så de får en sund personlighedsudvikling, god selvtillid og meget selvværd. Først da bliver børnene nemlig som voksne i stand til at turde vælge selv og ikke kun rette sig efter andres meninger. Stammen kommer derfor på en måde i anden række i stammebehandlingen, men blander sig kraftigt i alt. Det betyder ikke, at jeg mener, talepædagogen skal undgå at behandle stammen. Men stammeidentiteten er uendelig vigtig at have med for at børnene kan komme til at trives som voksne mennesker. Den må vi ikke glemme. Den bør være talepædagogens primære behandlingsobjekt. Stammen sekundær eller sideløbende. Alt dette kan virke ret uoverskueligt og langvarigt, når man som talepædagog begynder at arbejde med et stammebarn. Også fordi man ikke er alene om det. Stammerens omgivelser har en alt afgørende indflydelse for, om vores arbejdsindsats vil lykkes. Om resultatet bliver godt, og om barnet vokser op med en sund stammeidentitet. Det betyder også, at vores indsats aldrig på forhånd kan måles op i, hvor lang tid, det vil tage, eller hvor lidt og hvor meget vi skal vejlede. Det er rimelig enkelt eller snarere forudsigeligt at vide, hvordan vi forklarer os overfor forældre, som ikke selv stammer. Men i årenes løb er det gået op for os, at vi har meget sværere ved at få vores budskab igennem, nå en eller begge forældre til et stammebarn er skjult stammer. Som skjult stammer har man ikke en stammeidentitet. Man vedkender sig ikke sin stammen. Man bruger mange kræfter på at skjule stammen og lade omgivelserne vide, at man er flydende som alle andre. Når disse forældre få et barn, som begynder at stamme, ligger det derfor snublende nært, at barnet "arver" sin stammende forældres identitet, den "flydende". Når vi så kommer ind i billedet, ligger det i luften , at vi skal få den stammen væk, eller i det mindste lære barnet at skjule den. Det vil sige, at kravet bliver, at vi skal give barnet en "flydende"identitet. Vi har oplevet mange gange, at barnet ikke blot "arver" sin stammende forældres holdning til stammen, men også måden at stamme på og måden at skjule stammen på. Vi kan sige, at det ikke er forældrenes skyld, at barnet stammer de har et stort ansvar for, hvordan stammen udvikler sig, hvordan barnet udvikler sig med sin stammen. Når vi får forældre og barn med stammen til undersøgelse, er det derfor meget interessant, om barnet forsøger at kæmpe imod og skjule stammen. Dernæst om der er stammen i familien. Men det er langtfra sikkert, vi får et ærligt svar. Gennem samtaler vil vi næsten altid kunne afsløre en skjult stammen hos en af forældrene. Det interessante er så, om barnet stammer og forsøger at skjule sin stammen på samme måde. Vi skal så have forældrene til at forstå konsekvenserne ved en maskeringsproblematik. Ellers kan det blive konfliktfyldt for barnet, at få lov til at bruge sin stammen i stammegruppen og få ros for flydende tale hjemme (læs: skjule sin stammen). Forældrene er de vigtigste voksne for barnet, de er modellerne, derfor vil det være deres normer barnet overtager. Vores normer om, at man gerne må stamme, bliver på det skammeligste forkastet i et sådant tilfælde, og vi må vurdere, om det er hensigtsmæssigt at acceptbehandle et barn fra en sådan familie, hvor forældrene ikke vil overtage vores normer. Det vil efter min bedste mening være langt vigtigere at bearbejde forældrene og deres holdning til stammen, før vi begynder at arbejde direkte med barnet. I århus har vi et behandlingstilbud, som vi kalder for observations gruppe. Fire børn under 6 år og deres forældre får tilbudt at deltage 4 gange 11/2 time ugentligt sammen med 2 talepædagoger. Den ene observerer og arbejder med børnene i en gruppe. Den anden samtaler med og fortæller forældrene om stammen i en anden gruppe. Det giver gode muligheder for at udveksle og prøve at få holdningerne til stammen ændret i positiv retning. Forældrene ser, hvordan børnene reagerer, når de høre stammen fra de andre børn og en let, langsom og frivillig stammen fra talepædagogen. Forældrene lærer at tale om stammen med børnene og gøre det på en positiv måde, så børnene ikke føler, at de gør noget forkert. Netop derved oplever de, at de er rigtige børn, selv om de stammer, at de ikke behøver at ændre sig i flydende retning, men gerne må stamme. Eksempel 2: Amalie på 5 år kom sammen med begge forældre til undersøgelse. Amalie går i børnehave. Der er en lillebror på 3 år. Amalies mor er tydeligt skjult stammer og bliver meget chokeret, da talepædagogen siger til hende: "Jeg kan høre, at du selv er stammer. Det må være svært for dig at erfare, at din datter også er begyndt at stamme? " - Forældrene får tilbudt et obsgruppe forløb. I obsgruppe forløbet fandt talepædagogen ud af, hvordan Amalies mor skjulte sin stammen. Hun havde dårlig øjenkontakt, lavede en klik-lyd med fortungen og brugte vokalfyld-lyde som: "øh, Uhøh." Hun talte dog. Hendes mand fik ikke altid lov til at tale for hende. Det var meget problematisk at få mor og datter adskilt, da de startede i obsgruppen. Amalie og mor klyngede sig til hinanden. Moderen talte, Amalie rystede på hovedet eller nikkede, brugte gebærder og en enkelt nægtelyd. Moderen tolkede for Amalie, så hun ikke behøvede at tale. Og holdt fast på hende. "Vil du ikke gerne lege med dyrene?" Barnet enten nikkede eller rystede på hovedet. "Prøv at se, du kan bygge hegn her, eller skal mor gøre det for dig?" Det samme igen. Det blev ved i en uendelighed og var ikke muligt for os at bryde uden at skabe dårlig stemning. Det var svært, fordi vi også havde de 3 andre børn og deres forældre. Derfor blev Amalies mor det meste af tiden i børnegruppen, tolkende for Amalie, istedet for at gå ind til forældregruppen. Efter 3. gang, sagde jeg til Amalies mor, at hun skulle lade være med at komme med ind til børnegruppen. Jeg tog Amalie i favnen og drog af med hende. Hun græd lidt et par sekunder. Hun begyndte at lege, men ville absolut ikke tale. Kommunikationen mellem de andre børn, mig og Amalie foregik nødtvungent og kun ved hjælp af tegnsprog og nægtelyd. Hun stirrede vurderende, når talepædagogen brugte sin langsomme og lette gentagelsesstammen. Hun puslede rundt i periferien. Kom nogle af de andre børn hen til hende for at lege, skiftede hun straks legetøj og sivede væk. Helt klart et barn, som havde fået lært, at man ikke må stamme. Far og mor gør talearbejdet for hende. Derved viser de hende ved at tolke, at stammen er forbudt. Forbudt ligesom hos moderen. Forældrene var frustrerede over, at jeg afviste moderen i børnegruppen. De kunne ikke forstå det. Barnet havde brug for dem. Hun kunne jo ikke kommunikere selv. Det måtte vi da kunne forstå? Der måtte ekstra vejledning til uden for forældregruppen. Moderen græd og følte sig afmægtig, vred og frustreret. Alt det hun havde forsøgt for at skjule sin stammen her i livet, forkastede jeg. Faderen var i vildrede. Kunne godt se, at det var uholdbart, at barnet ikke selv turde tale. Målet med samtalerne var at få dem til at forstå, at de tolkede for barnet. Og at man er handicappet, når man har tolk, fordi man ikke selv tør tale. Konsekvenserne? "Var det det de ville? Gøre deres dejlige og sunde datter til handicappet?""Nej, men det er så svært for hende at stamme. Vi vil jo bare hjælpe hende." "Nej, det er ikke svært at stamme, det er svært at blive afvist, når man gør det. Det er svært for Jer som forældre at turde lytte til hendes stammen. Det kan jeg godt forstå." "Jamen, hvordan kan vi så få hende til at tale?""I skal beslutte Jer for, om hun må stamme, eller om hun ikke må. Hvis hun ikke må stamme, skal I fortsætte med at tolke, som I gør nu. Men hvis I vil have, at hun skal lære at tale selv, så må I lade være med:" at tolke for hende at stille spørgsmål som kan besvares med ja/nej. at opfylde hendes ønsker, hvis hun ikke beder verbalt om dem. derimod skal I sige til hende, at det er dejligt for hende, at hun tør stamme, og husk at smile samtidig, så hun ser, at I mener det. Hun skal opleve, at hun er et dejligt barn, når hun stammer. Hun skal opleve, at hun er et normalt barn. som bl. a også stammer. Hun har ikke brug for nogen tolk. De var bange, men de prøvede. Roste hende, når hun turde stamme, lyttede og tog imod stammen. Holdt op med at tolke for hende. I løbet af 3 måneder blev hun et udadvendt barn, aktiv og snakkende. Hendes kamp mod stammen vendte sig til en ganske let form. I perioder forsvandt den. Personalet i daginstitutionen fik samme rådgivning som forældrene og bakkede barnet aktivt op. Når forældrene kom og hentede Amalie og spurgte de: "Hvordan er det gået i dag?" "Jo, det er gået så fint. Hun har simpelthen turde stamme så meget i dag!" Og forældrene smilede glade og tilfredse. De forstod. Hun er på vej til at få en stammeidentitet. Amalie kunne let have "arvet" både moderens holdning til stammen og hendes måde at skjule stammen på. Den, som moderen selv havde lært gennem sin barndom.. At stammen ikke må hverken ses eller høres, koste hvad det koste vil. Men heldigvis valgte de, at deres datter skulle vokse op med en stammeidentitet og ikke bruge så mange krævet på at bekæmpe stammen som moderen havde gjort. Eksempel 3: Laurits var 41/2 år, den yngste af 2 børn. Forældrene kom til undersøgelse med ham. Han var på det tidspunkt meget svær skjult stammer med svære medbevægleser og andre former for undgåelser. Moderen var meget talende, også på både drengens og mandens vegne. De to gjorde ingen indsigelser. Moderen var overbevist om, at der var noget i vejen med drengen og havde haft ham til undersøgelse hos en børnepsykiater. "Noget må der kunne gøres. Det er forfærdeligt med ham. Nogen gange står han i en stor bue, når han skal sige noget. En gang faldt han ned af sofaen i et forsøg på at få noget sagt, som i krampe." Moderen græd. Faderen sagde ingenting. Skjult stammer? Drengen sad stille og lyttede. De fik tilbudt at komme i obsgruppe. "Jo tak, min mand har forældreorlov, han vil gerne, men jeg har ikke tid til at deltage." Far og søn, lige tavse, deltog i de 4 gange 11/2 time. Derefter kom drengen i en stammegruppe sammen med 3 andre drenge. Faderen fulgte ham hver gang. Sad troligt og lyttede med. Talte aldrig. Drengen ville ikke stamme. Han legede nok, men trak sig, når samtalen nærmede sig. Nægtede at stamme frivilligt. Gav udtryk for, at han ikke stammede mere. Han hjalp talepædagogen med at sige ordene for hende, når hun stammede. I børnehaven havde de nok lagt mærke til, at han havde nogle besynderlige bevægelser, også at han brugte mange fyldord som: "øh og uhm." Men han stammede ikke. Forældrene talte heller ikke om det. Når de kom og hentede ham i børnehaven, kunne moderen sige: "Hvordan er det gået i dag?" Personalet svarede som oftest:"Jo, det er gået godt, han har slet ikke stammet.""Pyh ha, sikket et held", sagde moderen så. Laurits forstod og kæmpede videre imod sin stammen. Han får aldrig nogen stammeidentitet. Havde han haft en mor, som ville have sin dreng til at udvikle sig med god selvfølelse og selvtillid og vokse op med en stærk personlighedsdannelse, skulle hun have sagt i stedet for: "Har han slet ikke turde stamme i dag, Det var ikke så godt. Hvad har der dog været i vejen?" Laurits blev taget ud af stammegruppen. Det hjalp jo ikke alligevel. I dag har han gået i skole i over 1 år. Ingen i skolen fik at vide, at Laurits er skjult stammer. Han er en stille dreng, et barn som lever i periferien af flokken af kammerater. Han lever med sin "flydende" identitet. Men i hans parallelklasse går der en anden stammer, en dreng som udvikler sig med en stærk stammeidentitet, en dreng, som vi har gående i en af vores andre stammegrupper. Derfor ved vi lidt om, hvordan det går med Laurits. Laurits har "arvet " sin fars identitet som skjult stammer. Han bruger de samme måder at undgå på som faderen, og han har ingen chancer for at få en stammeidentitet. Han må kæmpe. Eksempel 4: Maria på 31/2 år kom sammen med sine forældre til undersøgelse. Moderen var meget og hurtigt talende. Faderen var tydeligt svært stammende og nævnede det straks. Det gjorde ondt, at datteren var begyndt at stamme. Han var meget bekymret. Faderens stammen bestod af blokeringer og lydforlængelser og meget kamp. Når han sad fast, hjalp konen ham med at sige ordene for ham. Det syntes han var fint. Det tog jo så lang tid ellers. Datteren stammede utroligt meget med lette gentagelser i stribevis. Men med dårlig øjenkontakt. De kom i obsgruppe. Maria kom siden i stammegruppe. Det er nu 2 år siden, og trods stammegruppen bliver hun mere og mere maskeret stammer. Hun er blevet et periferi-barn. Færdes hele tiden uden for de andres leg. Flytter sig, når de vil snakke, leger godt med sig selv, men vil ikke i lag med de andre. Gerne med en voksen, men kun på sine egne præmisser. Ellers siger hun: "Jeeeeeg tror, at jeeeeeg vil heeellere leeeeege med noooooget aaaandet nu." Når hun kommer til stammegruppen, starter hun med at sige: "Jeeeeg staaaaammer iiikke mere," "Jo, det gør du da, Maria. Og du bruger sådan en let stammen. Det er dejligt for dig." Så kigger hun på mig med tvivl i sine store blå øjnene, som om hun ville sige: "Hvad er det for noget, du prøver at bilde mig ind?" Vi har haft mange forældresamtaler. Tilsyneladende forstår de, hvad jeg vil, men de får alligevel ikke fulgt det op hjemme. For hvorfor vil hun ellers ikke vide af stammen? Hvem fortæller hende, at hun ikke må stamme? Så fik Maria en lillebror, derfor kom hendes far alene til næste forældremøde. Her talte vi om, hvor vigtigt vi synes, det er, at børnene får en stammeidentitet. Altså tør tænke på sig selv som almindelige børn, tør indgå i sociale sammenhænge. Og bruge sin stammen i sine samtaler. Jeg fortalte, at Maria ikke ville stamme; at hun nægtede, at hun stammede, og at hun trak sig væk fra samtaler og leg. Jeg spurgte faderen: "Hvad siger du egentlig til Maria om hendes og om din stammen." "Jamen, vi har aldrig talt om stammen hjemme. Jeg synes, det er for svært, og min kone lægger ikke mærke til det.""Hvad tror du, Maria tænker, når hun hører, at du stammer, og når din kone taler for dig, når du sidder fast?" "Jamen, jeg kan da ikke sige til hende, at hun gerne må stamme. Det er da bedst at lade være, ikke?" "Jamen, hun har ikke valgmuligheden at kunne lade være. Hvis hun må tale, må hun stamme. Ellers må hun lære at bekæmpe den, som hun gør nu. Og så får hun ikke sagt det, som hun har lyst til. Hvad vil du helst for hende? Vil du have en glad pige, som tør tale og stamme og blande sig med de andre? Eller vil du have en pige, som ved, at hun ikke er god nok, hvis hun stammer. En pige, som færdes i periferien og ikke tør tale og lege med de andre?" "Jeg vil da helst det første. Men er det virkelig nødvendigt at tale med hende om stammen?" "Ja, det er det. Hun aner ikke noget om, hvad du tænker om hendes stammen, hvis du ikke fortæller hende det. Hun hører, at din kone taler for dig, hun hører, at du kæmper. Hun ser, at I hører hendes stammen, men også at I ikke tør tale om det. Så hun tænker, at det må være meget slemt. Det er hendes konklusion. Derfor gør hun alt, hvad hun kan for at skjule sin stammen og bilde os ind, at hun ikke stammer mere. Det er hårdt for hende. Hvad hvis du putter hende i seng i morgen aften og så siger til hende: "Maria, vi to stammer" og så smiler til hende. Hvad tror du så hun vil tænker?""Ja, hun bliver nok lettet eller glad!" "Prøv så at sige næste aften: "Maria, jeg hørte, at du stammede så meget med den lette stammen i dag. Det er vel nok dejligt for dig. Det er lidt svært for mig en gang imellem, for dengang far var en dreng, da måtte børnene ikke stamme. Og så husk at smile til hende. Du er nødt til at tale om stammen flere gange om ugen, ellers tror hun, at du har glemt det. Bare med en enkel bemærkning og altid positiv." Næste gang Maria kom i stammegruppen, kom hun strålende ind af døren og sagde. "I dag kan jeg stam- stam- stamme! Prøv at hø-hø-høre!" Nu får hun chancen for at få en stammeidentitet, så hun ikke behøver at skjule sig. Hvis hendes far ellers får fulgt det op! Disse 4 eksempler er meget typiske for vore hverdage i stammegruppen. Det skulle gerne kunne læse ud fra eksemplerne, hvor at vigtigt det er, at vi får fat i de små børn, inden de begynder at udvikle en identitet som skjult stammer. Det er også meget lettere for forældrene at forstå acceptbehandlingens grundprincipper med stammeidentiteten, inden de bliver "gamle" forældre. Og måske kan vi spare dem for den skyldfølelse, som de fleste får.Vi oplever, at det er uendelig meget lettere at arbejde med børnene, når vi får opbakning fra forældre og daginstitutioner, og at et er den opbakning, der gør, at vores arbejde lykkes. Vi har 2 forskellige grupper af småbørn. Den ene gruppe er børn, hvor forældrene og institutionerne ikke bare forstår, at børnene skal bruge deres stammen, hvis de skal tale med andre, men også er aktivt opbakkende og talermed børnene om stammen på en positiv måde. Det er den gruppe børn, hvor prognosen er absolut bedst. Fra den gruppe holder langt de fleste børn op med at stamme inden skolestarten. Den anden gruppe børn har forældre og institutioner, som helst ikke vil høre stammen hos børnene, fremhæver den flydende tale som den bedste og undertrykker børnenes stammen. Fra den gruppe er der langt flere børn, som ved bliver med at stamme efter skolestart. Det er de børn, som vi får i gruppe som store skolebørn og kan følge til de går ud af skolen. Når de bliver store nok, kan de selv forstå acceptbehandlingen og vi kan lære dem mange ting. Men de fik aldrig chancen som små. Vi har i mange år vidst, at vi skulle være ekstra opmærksomme på børn, som har en eller to forældre med stammen. Vi har kaldt dem for farezonebørn. Vi plejer at spørge ved undersøgelsen af stammebørn: "Er der stammen i familien, eller har en af Jer også stammet?" Fordi så vidste vi, at chancerne for at barnets stammen ville blive kronisk var større. Vi var sikre på, at det var de arvelige biologiske faktorer. Nu er jeg imidlertid ikke helt så sikker mere. For nu kan jeg jo se, at det også er måden, som stammen udvikler sig på, der er "arvelig". Og det må vel være miljø-mæssig påvirkning! Jeg kan også se, at hvis vi tidligt nok bryder det mønster, som den stammende forældre bruger og indfører nogle holdningsændringer til hvordan stammen skal anskues, så kan barnet blive sin stammen kvit. På trods af de biologiske faktorer. Konklusionen er, at når vi vil behandle de små stammere, må vi være meget aktive i vejledningen af forældre og institutioner. Vi må være meget tydelige i vores behandlingsstrategi, så det bliver let for dem at forstå, at børnene skal have lov til at tale med deres stammen, og at de voksne skal bakke stammen op. For hvis de nu bliver ved med at stamme resten af livet, har vi været med til at give dem en stærk stammeidentitet. Hvis de holder op med at stamme, har de haft et godt liv med stammen indtil da, fået en god selvfølelse og godt med selvtillid, og det er værd at have uanset stammen. Til sidens top © Dansk Videnscenter for Stammen	Artikler og oplæg DVD-film mm. Foldere Informationspakke Pjecer Rapporter

Dansk Videnscenter for Stammen

Materialer: Artikler og oplæg

Identitetsproblematik hos stammende børn og deres forældre